Spring til indhold

Dygtige vikarer og flere uddannede lærere

PRESSEMEDDELELSE |Holbæk Kommune vil have flere til at uddanne sig til lærer. Et kursus for lærervikarer klæder dem på til hverdagen i skolerne, men skal frem for alt også interessere flere i uddannelsen.
02.03.2020

PRESSEMEDDELELSE | Holbæk Kommune vil have flere til at uddanne sig til lærer. Et kursus for lærervikarer klæder dem på til hverdagen i skolerne, men skal frem for alt også interessere flere i uddannelsen.

Omkring 20 unge mennesker er denne torsdag samlet i lokalerne på Holbæk Uddannelses- og Studiecenter. De er på det tredje af i alt fire kursusgange målrettet vikarer i de lokale folkeskoler.

På kurset lærer vikarerne blandt andet, hvordan de kan styrke relationerne til eleverne, så de lærer mere, ligesom de også får gode tips til klasseledelse og til håndtering af eventuelle konflikter – alt sammen kyndigt formidlet af erfarne undervisere fra Professionshøjskolen Absalon.

De to undervisere fra Professionshøjskolen Absalon vender undervisningen, mens vikarerne arbejder i grupper

Samarbejde om flere lærere

Baggrunden for kurset er et usædvanligt samarbejde mellem Holbæk Kommune og Professionshøjskolen Absalon. De to parter har givet hinanden håndslag på at få flere lokale unge til at uddanne sig til lærere. Vikarkurset er bare en af flere indsatser.

”Efter seminaret lukkede i Holbæk har vi fået sværere ved at rekruttere lærere til skolerne i Holbæk Kommune. Det gælder ikke kun folkeskolen men også de private og friskolerne. Når vi tilbyder vores vikarer et kursus, er det selvfølgelig fordi vi gerne vil gøre dem endnu dygtigere, men også fordi vi er nødt til at gøre noget aktivt for at få flere lokale unge ind på læreruddannelsen og senere ud i vores skoler. Her er det oplagt at tage fat i de unge, der allerede har arbejdet i et af Danmarks vigtigste fag”, siger Christina Krzyrosiak Hansen, der er borgmester i Holbæk Kommune.

Ros til kurset

Johannes Nibe Christensen på 20 år deltager i kurset for vikarerne. Det sidste halvandet år har han arbejdet som lærervikar på Tuse Skole, og han er glad for muligheden for at dygtiggøre sig, og har i øvrigt stor ros til underviserne.

”Det har været virkelig givende. Stor ros til Margit og Per. De har været gode til at inddrage os, og det de siger, har enormt stor relevans for dagligdagen. Samtidig er der også mulighed for at sparre med andre vikarer og lære af hinanden”, siger Johannes Nibe Christensen.

Johannes Nibe Christensen (i den røde trøje) diskuterer en tekst med andre vikarer på kurset 

På vej til at blive lærer

Netop Johannes Nibe Christensen er sådan en, som borgmesteren gerne vil have flere af. Efter et sabbatår og en udlandsrejse planlægger han nemlig at starte på lærerseminariet. For ham er det udviklingen i eleverne, der trækker.

”Den udvikling, man ser i børnene, er helt livsbekræftende. De små ting og udviklingen hos de enkelte elever kan gøre mig helt vildt glad”, siger Johannes Nibe Christensen.

Det vækker genklang hos borgmesteren, der selv har en fortid som vikar i folkeskolen.

”Da jeg besøgte vikarerne på kurset, bad jeg dem huske, at de kommer til at sætte spor i eleverne. At de er vigtige for eleverne, og at deres indsats er vigtig. Efter min mening er det det, der gør arbejdet som lærer så fantastisk. Jeg håber naturligvis at flere af dem bliver så begejstrede, at de ender med at tage uddannelsen”, siger Christina Krzyrosiak Hansen.

For Johannes og de andre lærervikarer går kurset i første omgang videre med sit fokus på det daglige vikararbejde. De skal denne dag finde en konkret handling, som kan forhindre eventuelle konflikter hos eleverne. Handlingen skal afprøves ude i klasserne til næste gang de mødes.

Fakta

Holbæk Kommune og Professionshøjskolen Absalon indgik for et år siden en samarbejdsaftale, der skal sikre at flere unge tager læreruddannelsen.
Aftalen fokuserer udover kompetenceudviklingen af vikarerne blandt andet også på at løfte kvaliteten for lærerstuderende i praktik. Herudover arbejdes der på at få hele eller dele af læreruddannelsen tilbage til Holbæk Kommune.



Feedback

Sidst opdateret

01.06.2021

Ansvarlig redaktør

Mette Wallin